John Bredal ny assistenttræner i Hillerød Fodbold

-Jeg synes Hillerød Fodbold har gang i et spændende projekt med et stort potentiale, fortæller 2. divisionsholdets nye assistenttræner John Bredal.
-Jeg havde flere tilbud på hånden, også fra Superliga klubber. Men både Hillerød Fodbolds visioner, Hillerøds potentiale som fodbold by og ikke mindst min gode relation til Christian Lønstrup fik mig til at skrive kontrakt med Hillerød Fodbold.
-Mine spidskompetencer er nok, at jeg er ret nørdet omkring standart situationer, og at jeg kan få spillere i god fodboldform. Og så er jeg detaljernes mand, fortæller John Bredal, der har arbejdet som assistent for den nuværende landstræner Kasper Hjulmand og Morten Wieghorst i FC Nordsjælland (2002-2015), Kent Nielsen i OB (2015-2018) og senest Christian Lønstrup i FC Roskilde (2018-2019).
-Christian og jeg supplerer hinanden godt. Jeg har 20 års superliga erfaring på trænerbænken. Han har det som professionel spiller. Det bliver en fornøjelse at arbejde sammen med ham igen, og jeg glæder mig til at komme på græs, slutter John Bredal.
-John har store fodboldfaglige kompetencer og en stærk personlighed. Fra hans tid i FC Nordsjælland og OB tager han 20 års superliga erfaring med til truppen og resten af klubben, som helt sikkert begge bliver styrket nu, kommenterer sportsdirektør Jackie Rasmussen, der på klubbens vegne byder John velkommen til Hillerød Fodbold.