Hillerød Fodbolds starter hold for borgere med udviklingshandicap

Til de seneste af Hillerød Fodbolds 2. divisions hjemmekampe er det en trofast skare af unge fra specialskolen Levuk, der har heppet højest og svunget mest med de orange flag. De er alle deltagere på Hillerød Fodbolds nye hold for personer med udviklingshandicap, der træner hver mandag eftermiddag på Hillerød Stadion. Holdet er startet i samarbejde med specialskolen Levuk, og skal skabe positiv udvikling for personer med udviklingshandicap.
- De skal primært have sved på panden. Det ved vi alle er godt for både krop og sind. Men derudover er det også målet at løfte deres kompetenceniveau, så de bliver endnu mere livsduelige individer, forklarer Peter Bennett fra Hillerød Fodbold, der er blandt holdets trænere.
-Levuk´erne skal desuden mærke foreningsfællesskabet i klubben, som når 2. divisionsholdet spiller hjemmekampe, afslutningsfester, osv . .
Den dystre baggrund bag holdet er, at forskning viser, at mennesker med udviklingshandicap har fysiske, psykiske og sociale udfordringer og derfor øget risiko for ensomhed og marginalisering. Opstarten af holdet er støttet af DIF & DGIs Foreningspulje.

Hver mandag træner Levuk´erne på Hillerød Stadion, hvor de bl.a. har spillet basketball, dyrket atletik, løbet orienteringsløb og som her spillet fodbold