Menu

Christian Lønstrup er ny træner for 2. divisionsholdet

image Christian Lønstrup (tv) skriver kontrakt som cheftræner for 2. divisionsholdet med Hillerød Fodbolds sportsdirektør Jackie Rasmussen
29. december 2020 kl. 09:59
Den erfarne træner og tidligere FC København profil Christian Lønstrup skal stå i spidsen for Hillerød Fodbolds 2. divisionshold de kommende 2 1/2 år

Hillerød Fodbold har i dag indgået en 2 ½ årig aftale med Christian Lønstrup. Han har den højeste træneruddannelse (UEFA Pro) og har tidligere været cheftræner for FC Roskilde og FC Helsingør, som han førte fra 2. division til Superligaen. Han spillede 253 kampe som midtbanespiller for FC København, med hvem han vandt 4 danske mesterskaber. Han har desuden repræsenteret italienske Cagliari i 2 sæsoner.  

”Det er et scoop for os, men samtidig også et perfekt match, da vi deler værdier og målsætninger, og dermed visionerne for vores bedste mandskab. Christians resultater taler for sig selv, og vi er sikre på, at han også vil levere gode resultater hos os, fortæller Hillerød Fodbolds sportsdirektør Jackie Rasmussen, og fortsætter,  

”Opgaven bliver at udvikle 2. divisionsholdet yderligere herunder at få integreret flere af vores unge talenter på holdet. Vi er ambitiøse, og det er Christian også, og vi glæder os meget til at komme i gang med den kommende sæson. 

 

Christian Lønstrup udtaler: 

”Først og fremmest vil jeg gerne takke Hillerød Fodbold for tilliden, og jeg glæder mig til at møde spillerne, staben og ikke mindst personerne i og omkring klubben. Jeg synes Hillerød Fodbold virker som et spændende projekt, og jeg er ikke i tvivl om at vi vil få et godt samarbejde.  

Mit indtryk af klubben er meget positivt, og jeg er blevet præsenteret for et projekt, som passer perfekt i forhold til mine egne ambitioner. 

Jeg ser frem til at være en del af Hillerød Fodbold, med henblik på at udvikle spillerne og føre holdet i den rigtige retning. 

Med forbehold for regeringens udmeldinger vedrørende Corona-situationen, så starter Christian Lønstrup op med 2. divisionstruppen den 10. januar kl 10. Første turneringskamp er 14. marts Kl. 13.00 ude mod Akademisk Boldklub.  

Luk