Menu

Tak for sammenholdet

image Hillerød Fodbolds mange frivillige ved indgangen til Hillerød Kræmmermarked
02. oktober 2017 kl. 09:52
Ovenpå en forrygende periode med Hillerød Kræmmermarked, Jyske-3 bold storstævne og senest i denne weekend Ladies Mud Race fredag eftermiddag sammen med Hillerød Firmasport, har vi alle vist lige brug for at trække ny luft.

Kære Venner,

Vi stillede fredag igen op med en masse fantastiske frivillige og var med til at give de 700 deltagende kvinder et fantastisk indtryk af Hillerød. Derpå rundede vi af i går med at arrangere divisionskamp mod Boldklubben Frem med mere end 500 tilskuere, midt i Extrem Mandehørm med omkring 900 løbere. Dermed var vi mange tusinde mennesker samlet på Hillerød Stadion i det gode vejr. Takket være god planlægning og evnen til samarbejde lykkedes det hele over al forventning. Jeg ved at spillere og tilhængerne fra Frem blev overrasket over, at der er så megen gang i den ellers fredelige Hillerød.

Jeg kan ikke andet end fryde mig over, at vi kan mobilisere så mange mennesker til at støtte op om de dygtige, kompetente og ikke mindst utroligt vedholdende koordinatorer, der har taget nævnte opgaver til sig og løst dem til punkt og prikke, her tænker jeg først og fremmest på: Kirsten, Katrine og ikke mindst Karina og Jannie som hver især har knoklet for at få det til at lykkedes, stor tak til jer.

Det vil ikke være muligt at drive Hillerød Fodbold som divisionsklub, hvis ikke vi har folk der vælger at rive et par timer ud af sin kalender og giver en hånd med. Der findes ikke noget stærkere end mennesker, der prioritere at bruge deres dyrebare fritid på andre. Jeg er på vegne af Hillerød Fodbold jer dybt taknemmelig og håber at I og endnu flere fremover er klar igen.

Jeg glæder mig til nye oplevelser sammen med jer.

De bedste hilsner,

John Franzen
Formand - Hillerød Fodbold

Luk