Menu

Status fra cheftræneren ovenpå efterårssæsonen

image
12. november 2019 kl. 14:13

Hvis du skal gøre status over jeres efterår hvilke ord vil du så sætte på det?

Jeg er skuffet over vores pointhøst, men er på ingen måde overrasket over, at vi har haft et svært efterår.
Jeg vil mene, at vores spil og niveau har været til 6 point mere og derfor skuffer det mig, at vi ikke har fået det. Vi har tabt alt for mange kampe, som vi burde have spillet uafgjort.
I rigtig mange af vores kampe har vi været det klart bedste hold mellem felterne, men fodbold bliver afgjort i felterne – og der har vi været klart dårligst. Vi brænder for mange chancer og laver for store personlige fejl der koster point. Generelt har vi manglet spillere der kan lave mål og spillere der har noget output på sidste 3. del. Jeg sagde allerede tilbage i starten af august, at vi ville få et svært efterår, da vi mistede flere spillere i sommer. Det er egentlig ret simpelt, for når man mister flere spillere og får skader på vigtige positioner, så skal der opbygges nye relationer og andre skal tage over. Når man så mister en hel central midtbane med over 400 førsteholdskampe, så ville det være underligt andet end der ville komme nogle udfordringer. De unge mennesker som har skulle tage over, de har gjort det super godt og har virkelig udviklet sig, men vi må og kan ikke forvente, at de løfter hele holdet på samme måde fra dag et af. Drengene har været fokuseret og arbejdet rigtig godt hele efteråret. De skal have ros for at håndtere en dårlig periode rigtig flot. Flere har udviklet sig og vi har alle fået en masse lærepenge med fra dette efterår.

 

Hvad er dit indtryk af de andre hold? Er der nogle, som har overrasket dig positivt?

Der er mange forskellige tilgange til spillet, som man jo bare må respektere. Der er flere hold, hvor jeg har svært ved at gennemskue deres strategi med bolden, men ellers er der ikke de helt store overraskelser for mig. Helsingør har jo været tæt på suveræne, men det havde de fleste måske forventet. Ikke desto mindre så er det flot af dem.
Jesper og Vanløse holdet har gjort det rigtig flot. De er jo lidt vores onde ånd – vi har det bare altid svært mod dem. Det har vi haft helt tilbage fra dengang vi begge spillede i DS. De har et godt kollektiv med en god balance i holdet. Stærk defensiv organisation med nogle angribere der kan lave mål.

 

Er der nogle spillere der har gjort det ekstra godt her i efteråret som skal fremhæves?

Vi kan ikke komme udenom dette efterårs anfører, Jonathan Witt. Han har taget et helt enormt slæb ansvarsmæssigt. Vi har nok også trukket lidt for store veksler på hans krop, hvilket har vist sig i de sidste kampe, hvor han ikke har været på 100%. Alligevel har vi ikke kunne undvære ham.
Jeg synes også, at Essam Salamoun kan være sin indsats bekendt i dette efterår. I flere kampe har han været en af vores bedste og med hans lave tyngdepunkt, skarpe vendinger og små dribleture, så er han en mundfuld for de fleste modstandere. Hvis han kan lægge noget output på sit spil, så bliver det rigtig godt. Vi skal have flere afgørende aktioner fra hans fødder.
Hvis jeg skal fremhæve en sidste spiller, der også kan være sin indsats bekendt, så må det blive Marinus Grandt inde på vores centrale midtbane. Som jeg nævnte tidligere, så har det været nogle store sko, der skulle udfyldes på den centrale midt. De sidste sæsoner har han været lidt ind og ud af holdet og er blevet brugt på 10’eren. I denne sæson blev han omskolet til 6’er/8’er, da vi jo som nævnt mistede spillere. Det er tydelidt for enhver, at der har været flere kampe med udfordringer centralt, men kigger man isoleret set på hans udvikling, så er det kun gået en vej. Flere af de unge spillere bør kigge på ham, som et godt eksempel på, at tålmodighed, ydmyghed og benhårdt arbejde betaler sig. Han har stadig meget at lære, men jeg tror, at han kan blive endnu bedre.

 

Hvad er målsætningen for resten af sæsonen?

Den overordnet målsætning er, at vi skal være 2. divisionshold igen i næste sæson. Nu hvor vi mangler de føromtalte 6 point, så er oprykningsspillet lidt langt væk. Vi går ind til de 6 sidste kampe i grundspillet for at få så mange point som overhovedet muligt. Hvis det ikke rækker til oprykningsspillet, så kan vi gå ind til nedrykningsspillet med mange point.

Luk