Menu

Kampreferat Hillerød Fodbold - Odder

image
22. april 2019 kl. 19:03
Første kamp i Nedrykningsspillet på Hillerød Stadion var mellem Hillerød Fodbold og Odder IGF.
Hillerød Fodbold skulle gennem kampen vise, hvorfor man havde 30 points med over i Nedrykningsspillet og Odder IGF "kun" havde 19 point med.
Hillerød Fodbold startede i sædvanlig stil med megen boldbesiddelse og et konstant tryk mod Odders mål, med flere gode afslutninger og næsten på sædvanligvis, den største til Tobias Bis Andersen i kampens 14 min., men desværre lige på målmanden. Man skulle helt frem til det 23 minut før kampens første mål faldt. Tobias Bis Andersen fandt noget plads i Odders højre forsvarsside og slog et godt indlæg ind i feltet, hvor den altid farlige Jonathan Witt kom først på bolden. Hans hovedstød mod målet blev blokeret, men dagens dommer mente at det blev blokeret med hånden/armen, så han dømte straffespark, dog uden de store protester fra Odder spillerne. Hillerød Fodbolds Philip Lindgaard eksekverede på sikker vis og så kom Hillerød Fodbold på tavlen. Herefter rullede kampen frem og tilbage og Odder havde flere tilløb mellem store chancer. På et af disse greb målmand Thomas Gall sikkert ind og satte herefter bolden hurtigt i spil - dette fangede flere Odder spillere fremme på banen og igen fik Hillerød en kvalificeret afslut, dog desværre uden scoring. Kort efter igen efter samme opskrift - Tobias Bis Andersen sendes hurtigt af sted og han finder en fri Jonathan Witt, der kommer til baglinjen og spiller bolden bagud til en fremad løbende Essam Salamoun, dog igen en stor chance lige på målmanden. Men det lå i luften at Odder IGF ikke kunne blive ved med at stå imod dette store tunge pres fra Hillerød Fodbold og de dertil mange chancer. Et indlæg i kampens 31 minut bliver slået fra venstre side helt igennem Odders straffesparksfelt og ender hos en forholdsvis udækket Jonathan Witt, som ligger bolden til rette for sig selv og krøller den over i det lange hjørne uden chance for Odder målmanden. Flot scoring til 2-0 til de 212 fremmødte tilskueres store glæde. Så valgte Hillerød Fodbold klogt at spille bolden rundt og lade Odder IGF løbe rundt efter bolden indtil dommeren fløjtede til halvleg.
2. halvleg startede som 1. halvleg sluttede - Hillerød Fodbold spillede klogt bolden rundt og behøvede ikke at sætte den på spil og dermed byde Odder IGF ind i kampen igen. Men der skulle ikke gå mere en 8 min. af 2. halvleg før Hillerød Fodbold igen kom på tavlen.
Igen et for langt indlæg og da nu Oscar Vraae var kommet med frem, løb han bolden op og snød en Odder spiller, stor set på baglinjen, og fandt en helt fri Jonathan Witt på forreste stolpe - Jonathan Witt skulle blot sætte en inderside på bolden og så stod den 3-0.
Klasse mål og flot og meget uselvisk opspil fra Oscar Vraae. Så valgte Odder IGF og ændre på deres spillestil. Alle bolde blev slået langt og man satte en midterforsvar spiller op for at tage kampen op mod Magnus Klarskov og Oscar Vraae, som indtil denne ændring havde vundet suverænt alle bolde. Dette gjorde at der opstod flere tilfældigheder og på en af disse kom Odders Jakob Truelsen først på bolden og fik reduceret til 3-1.
Og desværre hurtigt efter til 3-2 ved A.G. Kjeldgaard, hvor den ellers så sikre målmand Thomas Gall sikkert greb et indlæg, men valgte så at træde et skridt ind i målet med bolden. Herefter lå kampen og bølgede frem og tilbage, hvor begge hold prøvede at sætte sig på kampen.
Igen havde Hillerød Fodbold flere chancer og med 8 min igen havde Maksym Fitel en fantastisk afslutning som Odder målmanden med nød og næppe fik reddet til hjørnespark. Alle Hillerød Fodbolds hjørnespark bliver slået med stor præcision af Philip Lindgaard, denne gang kunne Odder målmanden dog under stort pres bokse bolden væk, men dog kun lige ud i straffesparksfeltets bue og her stod den indskiftede Magnus Nathansen. Han tæmmede bolden med brystet og halvflugtede bolden udtageligt mod målet og bragte Hillerød Fodbold foran 4-2.
Flot detalje af Magnus Nathansen. Og så gik luften lidt ud af kampen, Hillerød Fodbold skulle ikke mere og Odder IGF havde ikke overskud til flere anstrengelser og så kunne dagens dommer fløjte kampen af - sikker sejr til Hillerød og yderligere 3 point ind på kontoen.
Dog skal det lige skrives at Hillerød Fodbold igen gav en ung lovende spiller debut. Den kun 19-årige Benjamin Bennett Larsen blev indskiftet i kampens 89 min. Det bliver spændende at følge Benjamin fremover - stort tillykke med debuten herfra til Benjamin.
Dagens bedste Hillerød Fodbold spillere: En stærk Maksym Fitel på midtbanen og en stærk midterforsvars duo med Magnus Klarskov og Oscar Vraae.
Efter sidste uges "røffel" til tilskuerne, skal der herfra lyde en tak for stort engagement samt diverse tilkendegivelser for både indsatser på banen samt dommernes præstationen - dog stadig på en god og klædelig måde.
Dagens bolddrenge var igen fra U15 drenge holdet - og igen vandt man, så måske man skulle overveje at gøre disse U15 drenge til permanente bolddrenge.  
De to næste kampe bliver på udebane - først d. 27 april mod Marienlyst og her skal Hillerød Fodbold have revanche for sidste weekends ærgerlige 0-1 nederlag. Dernæst skal man på besøg d. 4 maj hos Frem Boldklub.
Hillerød Fodbold håber at se jer alle igen d. 11-5-2019 kl. 14.00, hvor FC Sydvest 05 kommer på besøg på Hillerød Stadion.

 

Luk