Menu

Fodboldtræning får unge i uddannelse og arbejde

image Der blev hygget, spillet bold og fællesspist da vi forleden var vært for et Fodbold For Fremtiden stævne på Hillerød Stadion. Fotos: Mathias Lilholt / DBU Sjælland
05. juni 2023 kl. 12:23
Fodbold For Fremtiden stævne på Hillerød Stadion var kulminationen på et år hvor vi har hjulpet mange sårbare unge fra Hillerød kommune videre i tilværelsen

Kan fodboldtræning være med til at få unge i uddannelse og arbejde? Det korte svar er ja.

Hillerød Fodbolds Fodbold For Fremtiden-hold er et beskæftigelsesprojekt rettet mod unge mellem 18 og 29 år i Hillerød kommune, og som hjælper de unge ledige med at komme ud af offentlig forsørgelse og ind i meningsfulde fællesskaber. Hillerød Fodbold, specifikt Det Røde Hus, fungerer som et alternativ til jobcentret, hvor de unge deltager i to ugentlige fodboldtræninger for at blive en del af et hold og et fællesskab.

Stævne på stadion

I sidste uge var klubben vært for et Fodbold For Fremtiden-stævne på Hillerød Stadion, hvor hold fra Lolland, Roskilde og Hillerød deltog. Lolland vandt turneringen, som også inkluderede en showkamp mellem ansatte på Hillerød jobcenter og et all stars hold fra Hillerød Fodbold. All stars-holdet inkluderede blandt andet NordicBet Liga-manager Christian Lønstrup, klubbens daglige leder Simone Rich og den nye administrationsmedarbejder Frederik Madsen. Stævnet blev indledt af formanden for Hillerød kommunes Idræts- og Sundhedsudvalg, Dragan Popovic, og afsluttet med en pokaloverrækkelse af formanden for DBU Sjælland, Jakob Koed.

Stor succes

Fodbold For Fremtiden-holdet har været en stor succes. Tallene fra tidligere forløb viser, at i alt 62 unge har deltaget, og af dem er 72,6 procent kommet videre enten i job eller uddannelse. Formanden for DBU Sjælland, Jakob Koed, udtalte,

"Med Fodbold For Fremtiden har vi skabt en beskæftigelsesindsats, der i høj grad foregår på borgernes præmisser. Og når vi ser på Reformkommissionens seneste anbefalinger om, hvordan idrætten og foreningslivet skal hjælpe kommuner med at løfte de mange unge, der er på kanten af samfundet, så er det tydeligt, at vi med Fodbold For Fremtiden-indsatsen har ramt noget, der virker."

Fodbold For Fremtiden er et samarbejde mellem Hillerød Fodbold, Hillerød Uddannelses- og Vejledningscenter (HUV) og DBU Sjælland.

Læs mere om holdet HER

Luk